Velkommen

Positiv Træning - en spændende, inspirerende og anderledes måde at træne familiehunden på.
Samarbejde og tillid mellem hund og menneske er omdrejningspunktet for den træning jeg tilbyder.
Positiv træning er forståelse for hundens væsen og læring med fokus på den varige løsning. Træningsmetoden er operant indlæring, hvor hunden lærer hvad der betaler sig at gøre, fordi det har en behagelig konsekvens.
På træningspladsen i Hasselager syd for Århus klikkertræner vi på alle hold. Klikkeren bruges til at fortælle hunden, når den har gjort noget vi gerne vil have mere af, hvorefter hunden får noget den gerne vil have. Det er et fantastisk effektivt værktøj til indlæring og vi får hunde der ikke alene nyder at arbejde sammen med os, men som også vælger at gøre det i det hverdagen.
Familiehunden/hvalpen trænes i de nødvendige dagligdagsfærdigheder og udfordres mentalt gennem læring, næsearbejde og problemløsning. For at træningen skal virke i dagligdagen er det også der arbejdet skal lægges, dvs. at vi på holdene arbejder med at integrere adfærderne i det daglige liv sammen med hunden.
Holdene er små, så der er plads til individuelle hensyn til hundene.
Der er flere forskellige hold med specifikt indhold, som kan anbefales, når det grundlæggende samarbejde mellem hund og menneske fungerer.
Enetimer tilbydes i kortere eller længere forløb, hvor der arbejdes målrettet med at give Jer værktøjer så, at I og hunden får en lettere hverdag med hinanden.
"Bare en hund", er der mennesker, der siger. Er det "bare" at et andet liv har sluttet sig til mit, at en hale klapper i gulvet af glæde ved at høre min stemme, at en snude fortroligt stikker sig ind i min hånd, at to øjne røber verdener af tillid og hengivenhed.
Kaj Munk
Positiv Træning
Den mest effektive træning laves med positiv forstærkning, dvs at det skal betale sig for hunden at gøre det vi ønsker. I stedet for at fokusere på det hunden gør af ting vi ikke er glade for, fokuserer vi på at træne hunden, således at den gør som vi ønsker.Enhver form for ubehag mindsker hundens tillid til os og dens verden. Derfor tager jeg afstand til enhver form for ubehag i træning og samvær med hundene.